Med HF ASF kom Gry endelig til ’next level’ i sin uddannelse
26. februar 2021 | Af Nathalia Hammer Munch
Gry fik en autismediagnose i 8. klasse og oplevede i de efterfølgende år en frustrerende og udpræget mangel på gode uddannelsestilbud til unge autister. Netop da det så sortest ud, og hun blev tilbudt at tage en 10. klasse for tredje gang, blev hun gjort opmærksom på HF ASF-uddannelsen på KVUC. I dag læser hun på andet år af uddannelsen og drømmer om i fremtiden at tage en lang videregående uddannelse på Københavns Universitet eller søge ind på Konservatorskolen.
Sad fast i systemet i flere år før HF ASF
Da Gry i 8. klasse fik sin autismediagnose var hun ikke forberedt på, hvor få gode uddannelsestilbud til autistiske unge, der findes i Danmark, og hvor snævre optagelseskriterier, de har.
Efter sin første 10. klasse søgte hun ind på den 3-årige HF-uddannelse HF Inklusion på KVUC, men blev ikke optaget. En ansøgning om STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) blev afvist af Børne- og Ungdomsforvaltningen, og i en periode stod Gry helt uden tilbud.
Hun tog endnu en 10. klasse og forsøgte igen uden held at blive optaget på HF Inklusion. Netop da det så sortest ud, og hun blev tilbudt at tage en 10. klasse for tredje gang, blev hun kontaktet af den daglige leder på HF Inklusion, Stig Pedersen.
Han fortalte hende om en helt ny autisme-linje på KVUC, HF ASF, der er en 2-årig HF-uddannelse tilrettelagt særligt til unge med autismespektrum-forstyrrelser. Gry blev optaget på uddannelsen og følte endelig, at hun havde nået ’next level’ i sit uddannelsesforløb efter i flere år at være blevet fastholdt i en venteposition.
Spændende undervisning, tid til fordybelse og plads til at have dårlige dage
Pt. læser Gry på andet år af HF ASF og har mange rosende ord om uddannelsen. Særligt er hun glad for, at den er 2-årig. På den måde kommer hun ikke bagud i forhold til sine jævnaldrende, selvom hun med egne ord ’sad fast i systemet i flere år’.
Hun synes, at undervisningen er spændende og nyder det høje faglige niveau samt kun at have to fag om dagen, så hun ikke skal skifte fokus for meget, men kan fordybe sig i undervisningen.
Det fungerer også rigtig godt, at der kun går 12 personer i HF ASF-klassen, fortæller hun. Det skaber ro, og klassen passer godt sammen uden at være for ens. Samtidigt giver det også underviserne mulighed for at lære hver kursist at kende i dybden og differentiere, hvad succeskravet for den enkelte er.
Vores lærere har generelt været gode til at kommunikere med os og tage imod feedback (…) Vi bliver ikke sat i én boks alle sammen. Lærerne justerer forventningerne fra person til person. Det er nok nemmere, fordi vi er en lille klasse.
I HF ASF-klassen er der også plads til, at man kan have dårlige dage, hvor man er fraværende. Gry mener, at mange autister, heriblandt hende selv, er blevet præget negativt i Folkeskolen og har fået en indgroet frygt for at blive smidt ud af deres uddannelse pga. for højt fravær. Den frygt har hun slet ikke på HF ASF – for som hun siger: "De ser på, om man stadig kan følge med, selvom man har fået fravær. Reglerne er anderledes her end i Folkeskolen. Vi kan tale om tingene."
Planer om en lang videregående uddannelse og forberedelser til at flytte hjemmefra
Gry er færdig med HF ASF til sommer og overvejer derfor lige nu, hvad fremtiden skal byde på. Hun føler sig ikke klar til arbejdsmarkedet og vil gerne læse en lang videregående uddannelse – måske Film- og medievidenskab eller Litteraturvidenskab på Københavns Universitet eller den kulturhistoriske linje på Konservatorskolen.
Jeg vil gerne tage en bachelor og en kandidat. Jeg føler mig ikke rigtig klar til arbejdsmarkedet lige nu. Og jeg vil ikke kunne holde til fx et job i Fakta. Så jeg vil gerne læse videre og oparbejde noget talent inden for et fag, så jeg kan finde et job, der kan rumme mig.
For at leve op til optagelseskravene på uddannelserne planlægger Gry at bruge et halvt til et helt år mere på KVUC og hæve nogle af sine fag. I samme periode vil hun stille og roligt begynde at forberede sig på bl.a. at skulle flytte hjemmefra og fokusere mere på sin kunst.