Om FVU
Hvad er FVU-undervisning?
FVU-undervisning er gratis undervisning for voksne. KVUC tilbyder FVU Dansk, Matematik og Digital. På FVU Digital lærer du at arbejde med en computer og din mobil.
FVU Dansk består af i alt 4 trin, samt et FVU Start-kursus for dem, der har brug for mere mundtligt dansk. FVU Dansk trin 1 er for dig, der er begyndt at læse og skrive på dansk. Trin 4 er det højeste og er for dig, der gerne vil læse sværere tekster og være endnu bedre til at skrive. Du kan afslutte hvert trin med en trinprøve og et prøvebevis. Prøven på trin 4 svarer til prøven i Dansk i 9. klasse. Den kan du bruge til at søge ind på en uddannelse og til ansøgning om dansk statsborgerskab.
FVU Matematik består af 2 trin, og du får undervisning i regning og matematik. FVU Matematik trin 1 er hverdagsmatematik og regning. FVU Matematik trin 2 er på et højere niveau, som du også kan bruge på erhvervsuddannelser.