Med HF Online fik Astrid en fuld HF uden at gå på kompromis med sin balletkarriere
28. juni 2022 | Af Nathalia Hammer Munch
For balletdanser Astrid var HF Online den perfekte måde at læse en fuld HF på. Fleksibiliteten ved HF Online gjorde det nemlig muligt for hende at passe læsning, opgaver og eksamener sammen med balletkarrieren på Det Kongelige Teater. Efter ni år blev hun student fra KVUC i sommeren 2022.
Man bliver en bedre danser af at have 'noget mellem ørene'
Astrid gik i skole på Det Kongelige Teater fra 2. klasse. Da hun var færdig med 9. klasse, blev hun aspirant i balletkorpset, og som 18-årig blev hun optaget som korpsdanser. Hun var præcis det sted, hun gerne ville være, og slet ikke i tvivl om, hvor hendes karriere skulle gå hen, men hun følte alligevel en trang til at gå i skole og fortsætte sin læring. Som 19-årig fandt hun ud af, at det er muligt at tage HF-fag ét fag ad gangen som online-undervisning på VUC og på den måde sammenstykke en fuld HF over en årrække. Københavns VUC udbyder HF Online og havde den perfekte placering mellem Astrids hjem og Det Kongelige Teater. Skolen blev derfor det naturlige valg, da Astrid skulle vælge et VUC at læse HF på.
Skole er noget, jeg rigtig godt kan lide og noget, som jeg har haft nemt ved (...) Jeg har også altid troet på, at man bliver en bedre danser af at have noget mellem ørene og tænke over verden fra andre perspektiver end kun balletperspektivet.
For Astrid skulle HF være en sjov hobby – og det blev den
På Københavns VUC kunne Astrid tage HF-fag som online-undervisning og kun møde fysisk op på skolen til laboratoriedage og eksamener. Læsning og opgaveskrivning kunne hun lægge ind i pauserne i balletforestillingerne eller om aftenen efter arbejde. Og eksamenerne kunne hun få placeret kl. 8 om morgenen, så hun kunne nå at tage på arbejde på teatret bagefter. Denne fleksibilitet betød, at hun igennem sine ni år på KVUC kun sjældent missede træning eller prøver på teatret.
Formen på HF Online passede mig (...) Det er så meget værd, at man selv kan tilrettelægge, hvornår man vil læse (...) Det har kunnet handle kun om mig og min indlæring. Jeg ville ikke have haft tid, hvis jeg skulle være gået i en fysisk klasse.
For Astrid var det guld værd. Hun havde nemlig fra start sat sig for, at HF skulle være en hobby ved siden af balletkarrieren, og det var derfor vigtigt, at uddannelsen ikke stressede hende. I stedet skulle det være en sjov oplevelse at læse HF-fag – og det blev det heldigvis. Astrid brugte faktisk uddannelsen til at koble af fra dansen, og hun nød bl.a. fag som Matematik, hvor der kun er ét svar uden plads til fortolkning. I dansens verden handler rigtig meget nemlig om stil og smag.
Når balletkarrieren en dag er slut, vil Astrid læse videre
Man bliver pensioneret som balletdanser, når man er 40 år, og Astrid synes, at det er rart at vide, at hun har en uddannelse, som hun nemt kan bygge videre på til den tid. Hun ved ikke på nuværende tidspunkt hvilken uddannelse, det skal være, men med en fuld HF står alle muligheder åbne for hende i fremtiden – også de lange videregående uddannelser på universitet.