Underviser på KVUC hædres med H.C. Ørsted-medalje
Selskabet for Naturlærens Udbredelse tildeler underviser på KVUC, lektor, dr.scient. Anja Skaar Jacobsen, H.C. Ørsted-medaljen i bronze for fremragende formidling af naturvidenskab.
Anja Skaar Jacobsen fik overrakt medaljen d. 6. december ved et arrangement i H.C. Ørsted Bygningen i København og skrev sig dermed ind i en eksklusiv kreds af kun 10 gymnasielærere, der har modtaget den fornemme pris.
Med medaljen fulgte et personligt rejselegat til Anja samt et legat til KVUC øremærket aktiviteter, der understøtter undervisningen inden for det naturvidenskabelige fagområde.
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) beskriver Anja som "en enestående formidler af sine fag", der "med sin meget stærke faglighed kombineret med stor integritet og med et tydeligt fokus på de pædagogiske dyder er en meget afholdt underviser."
Tildelingen skete på baggrund af indstillinger fra gymnasierektorer, kolleger og elever fra hele Danmark, som blev bedømt af et 7-personers fagkyndigt bedømmelsesudvalg.
Læs SNU's pressemeddelelse om tildelingen
Selv udtalte Anja i forbindelse med medaljeoverrækkelsen: "Hvis jeg kan gøre en forskel i min daglige undervisning, så er min lykke gjort". Hun understregede endvidere, at selvom medaljen er til hende, så er det også en hædring af et stærkt underviserteam på KVUC, som samarbejder om at skabe god undervisning.
KVUC ærede Anja Skaar Jacobsen ved et internt arrangement d. 14. december 2021.