Nyt lydkunstværk sætter fokus på fordelen ved at være ordblind
Kursister fra KVUC har bidraget med personlige fortællinger om livet med dysleksi til et nyt lydkunstværk ’Fordelen ved at være ordblind’. Bag værket står kunstner Julie Nymann, der selv er stolt dyslektiker. Mød hende i dette interview, hvor hun bl.a. fortæller om sine kunstneriske og politiske intentioner med værket samt den modtagelse, det har fået.
Julie Nymann er kunstner og netop dimitteret fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med et afgangsværk i form af lydkunstværket ’Fordelen ved at være ordblind’ samt et kunstnerisk manifest ’Ordblinde med stolthed’.
Lydkunstværket består af fortællinger fra workshops med personer, der lever med dysleksi, herunder kursister fra KVUC. Fortællingerne munder ud i ni fordele ved at være ordblind, og værket afsluttes med en fællessang.
Læs mere om lydværket på Julie Nymanns hjemmeside
"Lydkunstværket handler om, hvordan det kan være at leve med dysleksi i en verden, der er baseret på skrift. Det er meget vigtigt at sige, at der er mange måder at leve og have dysleksi på. Jeg oplever, at man som dyslektiker hver dag kan blive frustreret på sig selv (…) Det, jeg gerne vil vise med værket er, at man kan elske sig selv lidt mere. Og se, at man igennem det hårde arbejde med at lære at afkode ord og bogstaver, får nogle styrker”, fortæller Julie.
Det kunstneriske manifest ’Ordblinde med stolthed’ indeholder historiske perspektiver og seks lovforslag:
"Jeg foreslår bl.a. at farverne rød, gul og grøn skal fjernes fra Den Nationale Ordblindetest, at ordblinde som definition skal ud af sproget samt at begrebet ‘Risiko’-test for ordblindhed skal fjernes og erstattes af ‘Tegn på ordblindhed'-test eller ‘Tegn på dysleksi'-test.", forklarer Julie.
Læs mere om det kunstneriske manifest på Julie Nymanns hjemmeside
Rørende modtagelse og hul igennem til uddannelsessystemet
Lydkunstværket ’Fordelen ved at være ordblind’ kunne indtil d. 20. maj 2024 opleves på Kunsthal Charlottenborg. Det har i den tid vakt stor genklang blandt publikum, fortæller Julie:
Jeg har aldrig lavet et værk, hvor så mange mennesker kontakter mig efter at have oplevet det. Folk skriver til mig: ”Mange tak, jeg har aldrig følt mig så set”. Nogle får tårer i øjnene, når de hører værket.
Hvad angår det kunstneriske manifest ’Ordblinde med stolthed’, er Julie lykkedes med at vise værket til uddannelsessystemet – nærmere specifikt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK):
"Jeg havde selv skrevet til STUK uden at få svar, men efter at lederen af Læse- og Skrivecentret på KVUC, Charlotte, sendte manifestet til dem, fik jeg et svar 30 minutter senere om, at de ville komme forbi og opleve værket med mig den næstkommende tirsdag. Så det er jeg meget taknemmelig for, at Charlotte gjorde."
Julie mødtes med medarbejdere fra STUK, der forholdt sig positive til lovforslagene i værket, men som hun selv siger, så er det nok ”det lange, seje træk”, før der sker lovændringer. Hun føler sig dog sikker på, at farvekoderne (rød, gul, grøn) i Den Nationale Ordblindetest med tiden bliver ændret, og at man vil omdøbe ’risiko’-test til ’tegn på ordblindhed'-test eller ’tegn på dysleksi'-test.
De hårde skoleår og vejen til kunsten
Som barn havde Julie ikke turde drømme om den form for positive respons og opmærksomhed, som hendes værker har fået. Hun lever selv med dysleksi og mødet med uddannelsessystemet fik hende i mange år til at tro, at der var noget galt med hende, og at hun var dum:
Jeg har gået på tre forskellige folkeskoler, er blevet taget ud af samtlige undervisningstimer, er blevet undervist i et helt år i en kælder, kørt rundt til specialundervisning i minibusser (…) Jeg har virkelig følt, at der var noget helt sindssygt galt med mig.
Netop det hårde møde med uddannelsessystemet sporede Julie ind på den kunstneriske vej. Hun vidste tidligt, at hun skulle finde en anden måde at kommunikere på end ord og skrift, og hun blev derfor professionel fotograf. Med kameraet i hånden flyttede hun til New York, og her udviklede hun sin kunstneriske praksis i 6 år.
"De kreative fællesskaber, jeg blev en del af der, er virkelig vigtige for mit kunstnerskab i dag", fortæller hun. "Jeg har faktisk ikke lært engelsk i skolen, og fik altid andre til at tale for mig, inden jeg flyttede til udlandet. Men jeg ville kunne kommunikere på engelsk, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne lære det uden at rejse væk. Min dysleksi har givet mig mod på at springe ud i ting, selvom jeg ved, at jeg ikke altid kan alle de ting, som jeg springer ud i".
I midten af tyverne begyndte Julie at lave kunstneriske filmfortællinger uden ord. Senere blev hun optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og da hun i 2023 skulle i gang med sit afgangsprojekt blev det med dysleksien som tema.
Processen bag værket – fra middagsselskab til workshops
Den første idé til Julies lydkunstværk udsprang af en samtale ved et middagsselskab om lydterapi til behandling af dysleksi. Samtalen fik Julie til at reflektere over sin egen skoletid. Hun begyndte at læse op på dansk skolehistorie og danne sig et overblik over, hvordan forholdene for dyslektikere var dengang, hun selv gik i skole, hvordan de er i dag, og hvordan lovgivningen er.
"Jeg tog også tilbage til min egen folkeskole", fortæller hun. "Og i den klasse, jeg besøgte, var der flere børn, der havde en historie, som mindede om min, med at blive kastet rundt i uddannelsessystemet. Og det følte jeg bare ikke er okay. ’Nu bliver jeg nødt til at kæmpe’, tænkte jeg."
Julie havde egentlig troet, at hendes værk skulle handle om lydterapi til behandling af dysleksi, men igennem sin research fandt hun ud af, at det var mere interessant at starte med, hvordan det er at leve med dysleksi i dag. Hendes research havde også gjort hende ’virkelig sur’, som hun selv beskriver det:
"Det var vildt at møde andre mennesker, der kunne fortælle om, at de blev sendt på ’svagbørnskoloni’ og samtidig tænke på, at de sidste åndssvageanstalter først lukkede i 1980 (...) Jeg begyndte at sætte min egen skrift fri og skrive uden stavekontrol. Det har jeg aldrig gjort før i mit liv. Det var virkelig befriende. Da jeg så havde raset nok ud, tænkte jeg: ”Hvad kan vi så gøre? Ok, jamen hvad er så fordelen ved at være ordblind?"
Julie fik idéen om at lave en workshop med andre, der lever med dysleksi, og spørge dem om fordelen ved at være ordblind. Med hjælp fra sin SPS-vejleder på KVUC, Ida, fik hun mulighed for at afholde en workshop med 25 kursister på KVUC.
Da jeg så havde afholdt workshoppen på KVUC, kunne jeg mærke, at det var megafedt. Jeg startede med at fortælle min egen historie med dysleksi og åbnede et sårbart rum, så deltagerne følte sig trygge. Jeg blev meget rørt af at tale med dem og høre deres historier, som jeg på mange måder kunne spejle mig selv i. Jeg blev også bekræftet i mit ståsted – at vi fx har behov for et andet ord end ordblindhed.
I forlængelse af dette afholdt Julie workshops med personer med dysleksi på en række andre uddannelsesinstitutioner. I alt har mere end 80 børn og voksne fra 3. klasse-alderen til 70 år deltaget i hendes workshops og bidraget med deres personlige fortællinger til hendes lydkunstværk.
Fremtiden – politisk engagement og kunstneriske ambitioner
Nu er udstillingen på Kunsthal Charlottenborg slut, men hvis man spørger Julie, så var dette kun begyndelsen på den rejse, som hendes lydkunstværk skal ud på: "Der er flere institutioner, som er interesseret i at opsætte værket. Min drøm er jo, at det skal alle mulige steder hen – og det ved jeg, at det kommer."
Hun ønsker også at gøre brug af det momentum, som hendes kunstneriske manifest ’Ordblinde med stolthed’ har fået, og generelt fortsætte sit engagement i at præge uddannelsespolitik omkring dysleksi. Derfor skrev hun også for nyligt en kronik i Berlingske.
Læs Julies kronik i Berlingske her
Hendes primære virke og passion er dog kunsten:
"Uddannelsessystemet lytter lige nu og er interesserede. Jeg er lidt blevet gjort til en talsperson for det politiske aspekt og vil gerne gå mere politisk til værks i fremtiden, men jeg er jo også kunstner, og der er grænser for, hvor meget tid og energi, jeg kan bruge på at påvirke det politiske system", udtaler hun.
For Julie er lydkunstværket ’Fordelen ved at være ordblind’ startskuddet på rigtig mange andre værker om dysleksi. Blandt andet vil hun gerne lave en bog med alle de fortællinger, hun fik fra deltagerne i sine workshops. Hun vil også gerne afholde nye workshops og skabe nye værker. Det giver hende nemlig rigtig meget på et personligt plan.
Jeg får så meget ud af at møde andre med dysleksi, og jeg vil gerne hjælpe dem med at se fordelene og kompetencerne, man kan opnå, ved at leve med dysleksi. Og jeg synes, at det er så meningsfuldt at kunne få deres oplevelser ind på et kunstmuseum og gøre dem vigtige og væsentlige.
