Pædagogfagene på HF Profession giver Atif håb for fremtiden
19. december 2025 | Af Nanna Bøge Munkholm
På KVUC går Atif for første gang i skole for sin egen skyld. Siden folkeskolen har han haft svært ved det faglige, og der var ikke meget hjælp at hente på hjemmefronten. Atif gik ikke til sin afgangseksamen i 9. klasse og droppede ud af sin handelsskole. Sideløbende gennemlevede han et 17 år langt stofmisbrug. Det er nu tre år siden, at han påbegyndte sin rejse mod et nyt liv. I dag har han været stoffri i to år. HF Profession på KVUC er første skridt på vejen mod at realisere Atifs drøm om at uddanne sig til pædagog, så han kan komme ud og give tilbage til verden.
Folkeskoletiden ledte Atif ind på et forkert spor
Pædagogfagene på HF Profession giver Atif håb for, at han i fremtiden kan komme til at lave lige netop det, han drømmer om. Drømmen er at bruge pædagoguddannelsen i arbejdet med misbrugere og unge mennesker, der skal hjælpes tilbage på det rette spor.
Siden folkeskolen har Atif haft svært ved at gå i skole. Hans forældre, der oprindeligt kommer fra Pakistan, kæmpede med at etablere et liv i Danmark og forsørge deres i alt fire børn. Derfor var der ingen hjælp at hente derhjemme, og Atif oplevede at føle sig overset. I de tidlige skoleår holdt han sig mest for sig selv, men i udskolingen begyndte han at få nogle venner. De nye venner introducerede ham desværre til cigaretter, alkohol og senere hen til stoffer. Det blev hans overlevelsesstrategi at påtage sig en identitet, der langt fra afspejler hans ellers rare og flinke væsen.
Efter folkeskolen tog han en 10. klasse for at rette op på sin faglige præstation fra folkeskolen. Herefter startede han uddannelse på en handelsskole, men der gik ikke længe, før Atif droppede ud. De efterfølgende år var han på kontanthjælp, fik nogle småjobs og forsøgte at gennemføre uddannelse på en teknisk skole og handelsskole endnu gang.
Efter den periode blev Atif ansat i et firma, hvor han senere arbejdede sig op til en lederstilling. Et job han var rigtig glad for, og som han tænkte var fremtiden for ham. Sideløbende tog stofmisbruget til. Den vennegruppe, som på daværende tidspunkt var som en familie for ham, begyndte så småt at splittes. ”Jeg ville gøre alt for dem dengang”, fortæller han. Der opstod intriger i gruppen. Nogle af vennerne kom i fængsel, mens andre blev forældre. Det var en gruppe i opløsning, og Atif vidste ikke, hvad han skulle stille op uden dem.
Grundstenene til et nyt liv
En dag kollapsede Atif på sine forældres badeværelsesgulv. Han havde fået en nerveskade som følge af sit misbrug. I to måneder var han indlagt og kom langsomt i bedring. Atifs familie blev konfronteret med hans ellers skjulte misbrug. De forsøgte at få ham i behandling, men hverken han eller familien kunne håndtere kampen mod afhængigheden. Alligevel formåede familiens støtte at lægge den bund, der senere motiverede Atif til at komme videre: "Den der afhængighed er så stærk og så beskidt. Jeg lyver overfor alt og alle jo – også mig selv".
I februar 2023 begyndte Atif det, som han kalder sin ’clean-rejse’. Han startede i døgnbehandling, hvilket han beskriver som en kæmpe befrielse. Allerede på det tidspunkt begyndte Atif at tænke, at det her det var sådan noget, han ville. Drømmen om at hjælpe andre begyndte, før han selv var færdig i behandling. Medarbejderne på misbrugscentret fortalte Atif, at han er et menneske med en rar energi. Folk føler sig rolige i hans selskab. Det motiverede Atif til at realisere sin drøm: "Jeg vil gerne hjælpe misbrugere, fordi jeg selv er tidligere misbruger. Jeg har selv været der og er blevet clean. Så jeg vil gerne ud og give tilbage til verden."
Drømmen om at give tilbage til verdenen
Pædagogfagene på HF Profession på KVUC giver Atif håb for fremtiden. Her undervises han i dansk, engelsk, psykologi og samfundsfag, så han kan søge videre på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Atif fortæller, at et fag som psykologi har givet ny viden, han kan bruge i sin fremtid. Derudover har faget også lagt op til refleksion over hans eget liv.
Atif glædes ved, at han for første gang går i skole for sin egen skyld. På KVUC har han lært en masse nyt, men også mødt nogle nye mennesker. For ham betyder det meget, at være et sted, hvor der er andre mennesker med en baggrund, der ligner hans.
Jeg synes, at det er dejligt at gå her. Også for at se nogle nye mennesker og lære nogle ting. Og så har jeg fået en rigtig god ven her. Han har lidt den samme baggrund som mig.
Til januar afslutter Atif sin tid på KVUC. Han ser frem til at starte på Pædagoguddannelsen allerede til februar, så han kan komme til at lave det, han drømmer om – nemlig at hjælpe andre mennesker ud af misbrug.