Geografi B (Naturgeografi B) handler grundlæggende om sammenspillet mellem mennesket og naturen. Derudover lærer du om Jordens, livets og landskabernes udviklingshistorie. Faget beskæftiger sig også med, hvordan mennesket tilpasser sig, udnytter, regulerer, ændrer og forvalter natur og omverden.
Eksempelvis vil du på Geografi B (Naturgeografi B) kunne komme til at arbejde med pladetektonik, vejrforhold, klima, klimaændringer, vandressourcer, samt jordens og landskabernes processer, eksempelvis dannelse af Stillehavs-atoller.
Undervisningen på Geografi B (Naturgeografi B) lægger vægt på en stor faglig dybde i behandlingen af temaerne og en mere problemorienteret undervisning. Der er fokus på naturvidenskabelige metoder, hvor viden og begreber udvikles gennem observationer og eksperimenter på den ene side og teori og modeldannelse på den anden side.
Du vil på faget komme til at lave både eksperimentelt arbejde og feltarbejde, hvor der sker en indsamling, bearbejdning og tolkning af data. Du vil også komme til at udføre forsøg, som understøtter de emner, der gennemgås. Disse forsøg følges op med en rapportaflevering.