Biologi er læren om det levende. Derfor vil du på Biologi C komme til at arbejde med emner som cellebiologi, økosystemer og biodiversitet, menneskers organsystemer, og hvordan DNA fungerer i forbindelse med arvelige egenskaber.
Biologi er desuden et naturvidenskabeligt fag. Her er undersøgelser og eksperimenter udgangspunktet for at få et indblik i biologiske systemer. Derfor vil eksperimentelt arbejde, både i laboratoriet og i naturen, være en stor del af undervisningen.
Der kan også være aktiviteter ud af huset som en del af undervisningen. Det kan for eksempel være ekskursioner til nærliggende naturområder eller besøg på en forskningsinstitution.
Undervisningen i Biologi C tager udgangspunkt i læsning af faglige tekster på lærebogsniveau og mundtlig formidling. Undervisningen vil som hovedregel være opbygget tematisk. Der bliver lagt vægt på varierende undervisningsformer og på din aktive rolle. Det sker gennem dialog, undersøgelse, dokumentation og formidling. På den måde vil du styrke din mundtlige og skriftlige evne til at formidle biologisk teori. Arbejdsformerne i undervisningen vil veksle mellem klasseundervisning, gruppearbejde, individuelt arbejde, skriftligt arbejde, eksperimenter, og evt. projektarbejde.