HF Ordblind
HF Ordblind er en 3-årig tilrettelæggelse, hvor undervisningen er planlagt, så du har god tid til at lære stoffet i et trygt læringsmiljø sammen med andre ordblinde.
På HF Ordblind er der to-lærerordning i nogle fag samt fokus på samspillet mellem undervisningen i HF-fagene og Ordblindeundervisningen, så du får det størst mulige faglige udbytte.
Endvidere får du ordblindeundervisning i dansk og engelsk og hensyntagende undervisning i matematik samt indgående instruktioner til dine IT-hjælpemidler. Dette giver dig mulighed for at udvikle nye strategier til at håndtere din ordblindhed på.
I undervisningen vil der være fokus på blandt andet læseteknik, skrivning og stavetræning. De tekster, du skal arbejde med, er OCR-behandlede, og du bliver trænet i memoteknikker.
Din undervisning er placeret i Vognmagergade 8, hvor KVUC's Læse- og skrivecenter også ligger, og du vil således altid være tæt på vejledning og IT-hjælp.
Tilrettelæggelse, når du vælger HF Ordblind
Når du vælger HF Ordblind starter du i en særlig klasse, der er tilrettelagt kun for ordblinde. Når du søger optagelse på HF Ordblind via optagelse.dk, er det derfor også vigtigt, at du skriver HF Ordblind i kommentarfeltet på din ansøgning.