Se alle kursistfortællinger

Sygeplejerskepakken på KVUC gjorde Tokes drøm mulig

27. september 2021 | Af Nathalia Hammer Munch

Arbejdet som portør på Rigshospitalet gav Toke appetit på sygeplejerskefaget, og med Sygeplejerskepakken på KVUC blev han klar til at søge ind på Sygeplejerskeuddannelsen på kun ét år. I dag læser Toke på 5. semester af uddannelsen og glæder sig til januar 2023, hvor han får sin sygeplejerske-autorisation.

Havde ikke lyst til at give slip på patienterne

Toke Staal arbejdede i mange år som portør på Rigshospitalet og følte sig næsten som en del af hospitalets sjæl. Men med tiden opstod en frustration i ham. Han opdagede, at når han som portør afleverede patienterne til sine sygeplejerske-kolleger, så havde han faktisk slet ikke lyst til at slippe dem. Der var noget, der trak i ham, og en dag dæmrede det for ham, at han ville være sygeplejerske. Men drømmen virkede uopnåelig. Det kræver nemlig minimum fire HF-fag at søge optagelse på kvote 2 på Sygeplejerskeuddannelsen, og dem havde Toke ikke, da han i sin tid var gået håndværkervejen.

En fælles drøm skabte motivation på Sygeplejerskepakken

Toke gav dog ikke op, men fandt via Google frem til Sygeplejerskepakken på KVUC. Pakken virkede som den perfekte løsning for ham, da den kun tog ét år og gjorde det muligt at få familielivet til at hænge sammen.

Jeg har jo børn, så jeg tænkte meget over: "Hvordan gør jeg det her på en måde, hvor jeg kan få mit familieliv til at fungere?" Og det virkede bare så fedt for mig, at det kun tog et år.

Efter en samtale med en vejleder på KVUC blev Toke optaget på Sygeplejerskepakken. Han kom i en klasse, hvor folk var gode til at tage sig af hinanden, når noget var svært. Og han oplevede, hvordan den fælles drøm om at blive sygeplejerske skabte motivation og meningsfuldhed.

Undervisningen fra KVUC 'bimler' stadig ofte i Tokes hoved

Det var ikke kun klassekammeraterne, der gjorde Tokes år på KVUC til en positiv oplevelse, men også i høj grad underviserne. De formåede at relatere HF-fagene Dansk, Biologi, Engelsk og Psykologi til kursisternes kommende uddannelse som sygeplejersker. Faktisk så meget så undervisningen på KVUC stadig ofte 'bimler' i Tokes hoved på både jobbet og studiet.

Min oplevelse med underviserne var sindssyg god. I bakspejlet kan jeg virkelig se, at alt, hvad vi lærte, var relateret til vores kommende uddannelse som sygeplejersker. Det sker gentagne gange både på jobbet og på studiet, at jeg tænker: "Ah, det er ligesom dengang på KVUC, da vi havde om det der i undervisningen!" 

I 2023 er sygeplejerske-autorisationen i hus, og alle døre åbne

I dag læser Toke på 5. semester af Sygeplejerskeuddannelsen, mens han sideløbende arbejder som timelønnet sygeplejerske på Rigshospitalet. Det er en god kombination, fortæller han, fordi det skaber koblinger mellem den teoretiske undervisning på uddannelsen og den rent praktiske erfaring med patienter. Forude venter 6. og 7. semester, før han i januar 2023 står med sin sygeplejerske-autorisation i hånden. Og hvad skal der så ske derefter? Toke holder alle muligheder åbne. Sygeplejerskefaget er dejligt alsidigt, og man ved aldrig, hvor livet fører én hen, pointerer han. Men lige nu synes han, at Psykiatrien er spændende.

Flere kursistfortællinger

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb