Gå til sidens indhold

Se alle kursistfortællinger

Fra dårlige karakterer i folkeskolen til topkarakterer 

2. januar 2018  |  Af David Erichsen

Brandmand, frisør og bartender - Jonas har været lidt omkring i sine drømme om fremtiden. Nu supplerer han fag fra 9. og 10. klasse for at åbne nye døre - måske som skolelærer.

Jonas Westh-Olsen er 24 år gammel. Siden afslutning af folkeskolens 9. klasse har han gennemført to uddannelser, aftjent sin værnepligt, arbejdet som bartender nogle år, og i dag er han på vej mod en HF. Men som dreng var han lidt af en rod.

”Min far kaldte mig en bølle, da jeg gik i folkeskole, og det var heller ikke forkert. De sidste tre år af skoletiden pjækkede jeg meget, skulle hele tiden bevise alt muligt og blev blandt andet rodet ud i noget graffiti. Det gjorde min far meget sur. Jeg sluttede heller ikke så godt karaktermæssigt. Matematik og engelsk var på 7, men resten af fagene var under,” fortæller Jonas Westh-Olsen.

Min far kaldte mig en bølle, da jeg gik i folkeskole, og det var heller ikke forkert.

På trods af dårlige karakterer og et ikke ligefrem varmt forhold til skolesystemet får Jonas Westh-Olsen alligevel afsluttet sin folkeskole. Og derefter har han virkelig ikke lyst til at lære mere, men et eller andet skulle han jo i gang med.

Direktør eller frisør

”Dengang vidste jeg endnu mindre, hvad jeg skulle og kunne uddanne mig til og ville med mit liv, så jeg så på mine forældre, hvor min far er cand.polit. og arbejder som direktør, og min mor er uddannet frisør. Min fars vej med cand.polit. blev hurtigt udelukket, da det ville kræve en masse uddannelse begyndende med gymnasiet. Min mor elsker frisørfaget og har aldrig fortrudt, så det blev mit første uddannelsesvalg.”

To år inde i den fireårige uddannelse til frisør kunne Jonas Westh-Olsen dog mærke, at frisørfaget ikke var noget for ham, men han vælger alligevel at gøre uddannelsen færdig, da han gerne vil afslutte, det han begynder på. Ret hurtig efter er han parat til at prøve noget andet. Faktisk noget helt andet.

Portræt af Jonas

En ny drøm tændes og forfølges

”Jeg valgte at tage min værnepligt umiddelbart efter uddannelsen til frisør og søgte derfor ind til beredskabsstyrelsen, hvor jeg blev uddannet til brandmand. Her ramte jeg noget rigtigt – faktisk blev jeg så vild med at være i beredskabsstyrelsen, at jeg søgte ind som befalingsmand”.

Men det lykkedes ikke, og Jonas Westh-Olsen forsøgte i stedet at blive ansat som brandmand uden for forsvaret. Det er dog ikke et job, man sådan lige får.

”Nej, det er altså helt vildt svært at blive brandmand, fandt jeg ud af. Jeg søgte stillinger i mellem 20 og 30 kommuner. Nogle steder var det som fuldtidsbrandmand, hvor du skal bo maksimalt fem minutter væk fra stationen. Andre stillinger var som deltidsbrandmand, hvor du så samtidig skulle have et job helt tæt på stationen med en aftale om, at kunne smide alt hvad du har i hænderne, hvis der kommer en udrykning.”

Selv om Jonas Westh-Olsen var virkelig ihærdig med jobsøgningen var han samtidig også realist nok til på et tidspunkt at indse, at et fast job som brandmand var uopnåeligt. Og så var det på den igen med nye planer for fremtiden.

Flere døre skal åbnes

Uden brandmandsdrømmen var Jonas Westh-Olsen igen meget i tvivl om, hvad han gerne ville være, men mens han arbejder som bartender i København, modnes tankerne om fremtiden.

”De indtil nu tre år som bartender på Cafe Norden har på mange måder været gode for mig. Jeg har blandt andet brugt tiden til at finde ud af, at jeg ikke skal arbejde i servicebranchen og ikke skal være afhængig af, at skulle kende nogen, der kender nogen for at kunne få et job.”

Jonas Westh-Olsen når frem til, at han bliver nødt til at kunne åbne nogle flere døre til fremtiden. Døre som kræver boglige forudsætninger - og det er her KVUC kommer ind i billedet.

Det er altid muligt at finde en vej til at nå dine uddannelsesmål, hvis du selv er med på at gøre, hvad du kan for at nå dem.

”Jeg føler mig virkelig godt behandlet på KVUC. Det, stedet kan, med mig og med alle andre, er, at KVUC er god til at modtage folk og være åben i forhold til, hvor vi er, og hvor vi gerne vil hen. Jeg har lært, at det ikke betyder noget, hvilke type menneske du er. Det er altid muligt at finde en vej til at nå dine uddannelsesmål, hvis du selv er med på at gøre, hvad du kan for at nå dem.”

Folkeskolelærer eller til kamp for et bedre miljø 

Jonas Westh-Olsen er lige nu målrettet på vej mod en HF på KVUC. En HF som kan give ham adgangen til optagelse på enten læreruddannelsen eller en uddannelse til miljøtekniker. Men først skal han lige supplere nogle fag fra 9. og 10 klasse.

”Grunden til at jeg ikke er begyndt på HF endnu er, at jeg, som sagt, havde rigtig dårlige karakterer i dansk, fysik mv. fra folkeskolen. Det laver jeg om på nu, hvor jeg får topkarakterer i fagene fra 9. og 10. klasse, og på den måde bliver virkelig godt rustet til at få mest muligt ud af min HF.”

Vælg kurv

Vælg den uddannelse du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GSK
GSK - Gymnasial supplering