Chat with us, powered by LiveChat Gå til sidens indhold

Se alle kursistfortællinger

Innovation på KVUC tændte skabergnisten i Brian og lagde fundamentet for en fremtid som selvstændig virksomhedsejer

26. februar 2021 | Af Nathalia Hammer Munch

37-årige Brian troede i mange år, at han ikke duede til andet en benhårdt fysisk arbejde, men en alvorlig arbejdsskade ansporerede ham til at søge uddannelse. På KVUC fandt han i valgfaget Innovation den gnist, der skulle føre ham derhen, hvor han er i dag: iværksætter og nyslået direktør for sin helt egen socialøkonomiske virksomhed, SkaberZonen ApS.  

En rygskade affødte idéen om at tage uddannelse

Brian Hilding Svendsen har altid haft svært ved at sidde stille. I Folkeskolen blev han placeret i en specialklasse, og i mange år troede han ikke, at han duede til andet end at knokle med hårdt fysisk arbejde. Efter 10 år, hvor han bl.a. arbejdede som stilladsmontør, gik det helt galt. Brian fik en alvorlig rygskade og røg på sygedagpenge. Det var en trist periode i hans liv, men samtidigt også den periode, hvor det blev klart for ham, at han ville have sig en uddannelse.

”Jeg troede, at mit liv var slut, fordi min identitet var jo det der med, at jeg kunne knokle (…) Jeg blev totalt deprimeret, men i slutningen af den periode begyndte jeg at kigge på at tage en uddannelse og leve af SU.”

Med mentorhjælp fik Brian struktureret sit tankemylder

Brian gik i gang med at læse fag på 10. klasse-niveau (AVU) på KVUC. I starten havde han svært ved det faglige og troede ikke rigtig på sig selv. Bl.a. sad han til sin første Dansk-eksamen i tre timer og kiggede på sin computerskærm uden at kunne komme i gang.

Det gik op for ham, at hans tanker havde det med at rode rundt oppe i hovedet, og at han havde behov for værktøjer til at få dem struktureret og nedfældet på skrift. Heldigvis fik han tilbudt mentorhjælp, og derefter gik det hurtigt fremad med det faglige.

Innovation på den 2-årige HF tændte en skabergnist i Brian

Efter AVU blev Brian optaget på den 2-årige HF-uddannelse på KVUC, og her skete der noget helt særligt, da han tog Innovation som valgfag. Konkretiteten i innovationsfaget – at gå fra en løs idé til at skabe et færdigt koncept eller produkt – tiltalte Brian.

Vi var en gruppe, der fandt på, at vi skulle løse problemet med alle de der papkopper rundt omkring i byen, der fylder så meget i skraldespandene. Så i samarbejde med gruppen fandt vi på en sammenfoldelig termokop. Jeg fik simpelthen sådan en skabergnist – nu skal vi lave den her kop, vi skal ikke bare skrive om den!

Skabergnisten fik tag i Brian, der bl.a. lærte sig selv at tegne i 3D-programmer og folde papfigurer efter origamiprincipper, så han kunne producere en prototype af termokoppen.

I processen fik han opbygget et netværk hos Copenhagen Fablab (et makerspace i Valby Kulturhus) og blev bevidst om en styrke, som han aldrig havde vist, at han havde – at han var god til at visualisere ting og skabe dem.

Til eksamen i Innovation medbragte Brian prototypen på den sammenfoldelige termokop og fik topkarakterer.

Elektroingeniøruddannelsen blev skiftet ud med makerspace-job

Herfra fulgte nogle år, hvor Brian hævede en række fag til højere niveauer på KVUC, flyttede til Jylland og prøvede kræfter med elektroingeniøruddannelsen – og hjem til Sjælland igen, da det ikke var sagen med et studie, der krævede megen stillesiddende læsning.

Det fungerede ikke for mig bare at læse og læse og læse. Og så huskede jeg, at det jo virkede megagodt for mig det der med at tage Innovation på KVUC og have tingene i hænderne. Og bare springe ud i ting, jeg ikke ved noget om, og bare prøve mig frem. Og så tænke jeg: Okay, jamen så må jeg jo finde et arbejde, hvor jeg kan det.

Her skulle netværket hos Copenhagen Fablab vise sig at blive afgørende, for Brian fik job dér. Under corona-pandemien involverede han sig i et frivilligt projekt, DK Makers Mod Corona, og blev tovholder for Region Sjælland i projektet. Det var noget af en mundfuld, men Brian havde mod på det, og igennem processen blev det tydeligt for ham, at han ville være selvstændig og starte sin egen virksomhed sammen med sin kæreste.

Direktør i egen fondsstøttede, socialøkonomiske virksomhed

I januar 2021 blev Brian så direktør for sin egen virksomhed, SkaberZonen ApS. Virksomheden er en registreret socialøkonomisk virksomhed, dvs. at den drives med formålet om at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål – og Brian har fået tilsagn om fondsstøtte på 400.000 kroner til at få den op at stå.

Konceptet for virksomheden er at afholde innovationskurser og -workshops for bl.a. skoleelever, private virksomheder, hobbyister og turister i et moderne multiværksted, hvor man kan arbejde praktisk og kreativt med 3D-printning, metal, træ, elektronik, tekstiler, genbrugsmaterialer m.m.

Målet for Brian er at hjælpe unge og voksne med at øge deres selvværd gennem udvikling af kompetencer, der på sigt kan hjælpe dem med at blive klar til uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Min mission og vision med det her værksted er at inspirere folk til, at det er okay at fejle. Det kan faktisk blive en spændende rejse (…) Vi vil gerne fordre fejlmodighed og give folk et godt selvværd i forhold til at dyrke det, som de er gode til.

Store fremtidsplaner og en ultimativ drøm om egen fond

SkaberZonen skulle egentlig have slået dørene op i maj 2021, men pga. corona-pandemien har Brian besluttet at vente lidt med lanceringen.

Når man spørger ham om hans fremtidsplaner og drømme, så er han ikke i tvivl – når SkaberZonen er kommet op at stå, så er det næste skridt at få udbredt konceptet til andre kommuner i Danmark.

Og det næste skridt igen – Brians ultimative drøm – er en dag at kunne starte sin egen fond til fordel for socialøkonomiske projekter ala SkaberZonen, der har til formål at understøtte innovationsprocesser og derigennem hjælpe mennesker med at opbygge deres selvværd.

Vælg kurv

Vælg den uddannelse du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb