Kulturnat på KVUC
Kom forbi KVUC på kulturnatten! Deltag i foredrag om ungdom, klima og litteratur, hør om Vognmagergade under besættelsen og kom på rundvisning i den gamle, historiske bygning.
KVUC åbner igen i år dørene op til vores hyggelige salon på Kulturnatten. Her har du mulighed for at deltage i forskellige foredrag og aktiviteter, nyde en kop kaffe/te samt opleve den flotte, historiske bygning.
Du har også chancen for at se KVUC’s udstilling om Vognmagergade-kvarterets historie, og lære mere om livet og om de mennesker, som har været en del af gaden og bygningen i Vognmagergade 8 i mere end 100 år.
Program
Kl. 18.30-20.00: Københavns VUC og Dansklærerforeningen
Bærer ungdommen fremtiden og de globale klimaudfordringer i deres hænder? Hvad skal de og vi gribe til? Sammen med kunstner og psykolog Silja Henderson, forfatter til det poetiske hybridværk “1,7 Tipping Point”, spørges der ind til det sted, hvor vi kan handle og drømme sammen. Kan kunsten og litteraturen åbne for nye forståelser og måske ligefrem være en form for aktivisme? Der vil være oplæsning, samtale og skribleøvelser.
Kl. 20.30-20.50: Foredrag om Vognmagergade 8 under besættelsen
Foredrag om KVUC's bygnings historie fra byggeriet stod færdigt i 1913 som en del af en større byfornyelse og frem til i dag. Der vil være særligt fokus på besættelsestiden og hverdagsliv og drama i kvarteret fra 1940-45. Historiker Jakob Sørensen, lektor, Ph.D. holder oplæg.
Kl. 21.00-21.20: Rundvisning på KVUC - Vognmagergade 8
Få et glimt af den gamle bygnings indretning og af Københavns største miljø for voksenuddannelse. Og få en tur med den sjældne paternoster-elevator, som der kun er få tilbage af i København. Rundvisning ved rektor for Københavns VUC Anita Lindquist og historiker Jakob Sørensen, lektor, Ph.D. i besættelsestidens historie.