Der har aldrig været tvivl om passionen for kunst i Noahs liv. Han begyndte at tegne og male fra det øjeblik, han kunne holde på en blyant og er ikke stoppet siden. I dag læser han HF på KVUC, imens han udvikler sit kreative udtryk.
27. april 2020 | Mød kursisterne
Se videoen med Noah
I videoen fortæller han om, hvordan hans kunstneriske liv startede og hvordan han i dag er i gang med at forme sig selv som kunstner.
Mere om Noah
Noah har aldrig været i tvivl om, at han gerne ville tegne og male, der gik dog lang tid, før han troede på, at han kunne leve af sin kunst. Efter et forløb på den kreative produktionsskole AFUK, gik det op for Noah, at han gerne ville leve af sin kunst uanset indkomst.
"Jeg har altid tænkt, at jeg skal tjene penge på det, men det vigtigste er, at man laver det, man gerne vil, og så er det lige meget om jeg tjener mindsteløn eller millioner på det."
Noah kom med i tv-programmet Danmarks Bedste Portrætmaler hos Danmarks Radio i 2019, hvilket satte ham i rampelyset som kunstner. Den store begejstring fra dommerne i programmet, gav også Noah et bevis på, at hans talent var stort nok til, at han kunne leve af sin kunst. Men det vigtigste for Noah er, at han er stolt af sit arbejde og har tid til familien ved siden af.
Med colombianske rødder fra sin far, har Noah altid levet i et spænd mellem den danske og colombianske kultur. Allerede da Noah var 9 år gammel, var han enormt bevidst om de kulturelle forskelle, og det reflekterede sig også i hans tegninger.
"Jeg var rigtig god til at finde på små historier i mine tegninger, ligesom små tegneserier, men de var altid lidt groteske på en eller anden måde. Det var altid lidt mere end nogle små karikaturer. De havde altid en lidt dybere fortælling og satte nogle konflikter op mod hinanden."
Noah sagde i starten af 2020 ja til at male et stort værk til KVUC’s nye kursistlounge. Det er det største format Noah nogensinde har arbejdet på. Han arbejder typisk på enten A4-ark eller A3-ark. Han lægger vægt på at skabe et samspil mellem værket og rummet, og så stræber han efter, at værket skal være noget der kendetegner ham som kunstner.
Der er altid et touch af humor i mine ting, og så skal det også tale til folk. Det skal stille folk et spørgsmål eller vække en undren. Det skal være noget personligt, der skal stille et spørgsmål.