På vej mod nye drømme – med KVUC som pitstop
22. september 2021 | Af Nathalia Hammer Munch
Efter en alvorlig trafikulykke måtte Dan lægge sit arbejdsliv om. Karrieren i reklame- og marketingbranchen blev udskiftet med Sygeplejerskepakken på KVUC, der banede vej for en plads på ergoterapeutuddannelsen og drømmen om et fremtidigt arbejde som konsulent eller forsker.
Som 18-årig gik Dan i mesterlære i reklame- og marketingbranchen, og i løbet af de næste knap 20 år opbyggede han en spændende og succesfuld karriere med fokus på kommunikation og konceptudvikling. Men en alvorlig trafikulykke satte punktum for dette kapitel i hans liv, og det stod klart for Dan, at han måtte sadle helt om. Han fandt ud af, at han gerne ville arbejde inden for ergoterapi, dog manglede han de fire HF-fag, som det kræver at søge ind på kvote 2 på ergoterapeutuddannelsen. Han undersøgte først mulighederne på Frederiksberg VUC & HF, da det lå tættest på hans bopæl, men efter en samtale med en vejleder på KVUC stod det klart, at KVUC var det rette valg.
(...) folk var flinke, og der var et meget broget landskab af mennesker. Der var det her brede spænd, som jeg bedre kunne se mig selv i. Og så var det nemt at jeg kunne se fag, hold og skemaer på kvuc.dk og tilmelde mig online. Det virkede moderne og up to date. Så da jeg skulle vælge, så var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville ind på KVUC.
Sygeplejerskepakken på HF Profession var den perfekte løsning
Dan startede egentlig ud med en tanke om at tage separate fag, da han syntes at matematik var spændende. Men så blev han opmærksom på KVUC's pakker på HF Profession – specifikt Sygeplejerskepakken. Den indeholdt nemlig alle de fire fag (Dansk A, Engelsk B, Biologi B og Psykologi C), som han havde brug for og tog kun ét år. Ydermere gav Sygeplejerskepakken ham også mulighed for at gå i en samlet klasse på tværs af fagene med andre kursister, der ligesom ham selv gerne vil arbejde med mennesker.
Jeg tænkte, at der ville være nogle menneskelige match med andre, der ligesom mig gerne vil arbejde med mennesker. Jeg vil selvfølgelig være ergoterapeut, ikke sygeplejerske. Men jeg havde brug for at komme ind i en verden, hvor vi alle gik lidt i samme retning.
Engagerede undervisere og plads til forskellighed
Sygeplejerskepakken skuffede ikke – tværtimod oplevede Dan, at underviserne var både kompetente og engagerede. De formåede at favne mangfoldigheden af kursister med forskellige udgangspunkter og skabe en god balance mellem det faglige og det menneskelige.
Der har været plads til at tage højde for, at nogle mennesker har specielle behov, og at vi ikke alle sammen passer ind i de samme kasser. Underviserne skal have stor ros for at fastholde os alle på hver vores forskellige niveauer. De har mødt folk, der hvor de var, og så løftet dem op derfra.
Selvstændig konsulent eller forsker? Fremtiden er åben
Efter et år på KVUC og alle fire påkrævede HF-fag i hus startede Dan på ergoterapeutuddannelsen i sensommeren 2021. De næste 3 1/2 år er der fuld fart på med megen læsning og lange dage, hvor man skal sidde stille og modtage informationer. Heldigvis føler Dan, at tiden på KVUC har gjort ham uddannelsesparat igen efter knap 20 år uden skolegang.
En af de gode ting ved at have gået på VUC er, at man bliver uddannelsesparat igen. Det har været virkelig sundt for mig at tage hul på det med læsning og lektier på KVUC, før jeg startede på en professionsbachelor. Det har modnet mig.
Han ser ergoterapeutuddannelsen som en udviklingsproces og holder alle døre åbne, når det kommer til fremtiden. Drømmen er at tage de ting, som han har med i bagagen og føre dem ind i et nyt univers. Én mulighed er at blive selvstændig konsulent og hjælpe virksomheder og organisationer med at forbedre deres fysiske og psykiske arbejdsmiljø. En anden er at læse videre og måske tage en Ph.d. i, hvordan man kan benytte målgruppetankegangen fra reklame- og marketingbranchen til at sikre bedre rehabilitering og fastholdelse af medarbejdere.