Om KVUC

Se alle nyheder

Verdensmålsuge på KVUC: Fejring med formål

FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling blev sat på dagsordenen i uge 10, da KVUC endnu engang fejrede Verdensmålsuge – En årligt tilbagevendende tradition fyldt med oplæg, foredrag, arrangementer, workshops og filmvisning.

Ugens program blev indledt med en åbningstale ved rektor Anita Lindquist Henriksen, der fortalte om KVUC’s vedvarende arbejde med at integrere Verdensmålene som en kerneidentitet i skolens strategi, faglighed og hverdag. Et flittigt arbejde, der i 2021 resulterede i, at KVUC fik tildelt CHORA 2030-certifikatet. Derudover er KVUC en Grønt Flag-skole og har et miljøråd (Det Grønne Råd) for kursister og medarbejdere, der beskæftiger sig med at skabe bæredygtighedstiltag i hverdagen. 

Som Anita Lindquist Henriksen påpegede, er Verdensmålene i virkeligheden et stort gruppearbejde – Og det ved vi alle kan være en udfordrende affære. Netop målet for det store gruppearbejde er også den vision, der lå bag oprettelsen af FN i 1945, fortæller rektor.

Det var med målet om at skabe en international orden, hvor konflikter i højere grad skulle løses gennem samtale frem for krig. Hvor lande forpligtede sig på fælles spilleregler. Hvor menneskerettigheder, udvikling og fred blev tænkt sammen.

 

Naturvejleder Simon Høegmark.

 

 

Oplæg med de to forfattere Silja Henderson og Andreas Harbsmeier.

 

Fra genbrugskopper til økolitteratur: Et bredt program.

Verdensmålsklassen 2.R åbnede dørene til Studieloungen, hvor de fremviste forskellige forslag til at gøre skolen mere bæredygtig. Her kunne man bl.a. dekorere en personlig, genanvendelig kop for at mindske forbruget af engangskopper. Derudover vil man fremover kunne finde et nyt fast koncept i Studiesalen, hvor kursister i samarbejde med Det Grønne Råd vil sørge for en permanent byttecentral. Kursisterne har været aktivt deltagende hele ugen – og nogle har endda forberedt sig i ugevis op til Verdensmålsugen.

Programmet bød også på en masse gæster udefra. ’Analogiseringsstyrelsen’ gav os en satirisk og samtidig seriøs påmindelse om behovet for at have en analog plan-b i en verden, der overdøves af digitalisering og kunstig intelligens.

Sammen med naturvejleder Simon Høegmark trak vi vejret, lukkede øjnene og forsvandt ind i naturoplevelsen, da han lavede vejrtrækningsøvelser og understregede vigtigheden af at slukke telefonen og komme ud i naturen – Særligt for dem, der oplever et stort pres eller en stresset hverdag. 

Da forfatterne Silja Henderson og Andreas Harbsmeier gæstede Studiesalen, fortalte de om nødvendigheden af at udvide den litteraturkanon, der læses i skoler og på gymnasier i dag. Der blev diskuteret økolitteratur og dens evne til at se verden fra perspektiver, der behandler Jordens planetariske kriser.

 

På 4. sal inviterede kursister til Verdensmålsbazar.

 

 

Her fortæller Nathalia Brichet om metalgenstande fundet i maven på kvæg.

 

Grønne samtaler og bæredygtig dialog

Udover at berige os med ny viden om den danske landbrugsproduktions mange dilemmaer havde antropologen Nathalia Brichet en vigtig pointe med til os: ”Mød hinanden i uenighederne ansigt til ansigt – hvem ved, måske kan det skubbe til vores perspektiver?”

Den samme opfordring fik kursisterne, inden de selv skulle have ordet ved Demokratiets Dag. Arrangementet blev åbnet med et oplæg af journalist Jørgen Steen Nielsen, der gennem mange år har arbejdet med miljø- og klimapolitik på Dagbladet Information. Han talte om dansk, konventionelt landbrug, hvilket også blev omdrejningspunktet for den efterfølgende debat.

Kursisterne, der repræsenterede forskellige politiske partier, fremlagde flere centrale argumenter:

  • Flyttes svineproduktionen til andre lande, vil produktionsdyrene leve under langt værre vilkår.
  • Vi er et traditionelt landbrugsland og bør gå forrest i bæredygtig landbrugsproduktion. Derfor skal vi bevare landbruget – men omlægge det.
  •  En nedlæggelse af landbruget vil koste tusindvis af arbejdspladser.
  • Forbydes konventionel svineproduktion, kan der skabes nye jobs i andre erhverv som eksempelvis inden for økologisk landbrug.
  • Gris er dyr. Dyrplageri er ikke i orden.

 

Kursister i debat om dansk landbrugsproduktion.

 

KVUC fejrede Verdensmålsuge for første gang i 2020, hvilket gør dette års fejring til den syvende gang, traditionen løb af stablen. Og selvom de 17 Verdensmål endnu ikke er nået, fejrer vi både bevidstheden om dem, engagementet og traditionerne for dem, fællesskabet og de værdier, de repræsenterer.

Tak for en god Verdensmålsuge!

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb