Postkort fra Uganda - 2.R på studietur
Kom med en tur til Kampala, Uganda. 2.R har været på en spændende studietur til Ugandas hovedstad. Her kan du læse elever og lærers beretning fra turen. På turen arbejdede de sammen med unge aktivister om konkrete projekter for unge i tre af Kampalas ghettoer. Turen sker i samarbejde med NGO'en DreamTown og er støttet med midler fra Globuspuljen.
Postkort fra Sarah, 2.R
Vi kører gennem Kampalas dieselfyldte morgentrafik. Vejene er rødlige pga. det høje jernindhold i jorden.
Det er dystopisk at køre forbi palæer med sikkerhedsvagter og høje hegn for at holde den fattige befolkning ude, køre forbi slumkvarterer af blikhuse, jordstierne imellem dem dækket af affald. Over de trætte blikhuse svæver det kolossale billboard "Natural Mineral Water", ironisk, eller tragisk når man tænker på, at menneskene nedenfor hverken har rindende vand eller råd til "Natural Mineral Water".
Som hvid person er man et symbol, et symbol for rigdom, for frelse og for et overmenneske - om du vil det eller ej, om du kommer fra penge og magt eller ej. Her tror alle, at du kan redde dem: tage dem med til Danmark og skaffe dem et job. Ubehageligt, når man i baghovedet overvejer, om man overhovedet selv kan få et job i Danmark.
Det går op for en, hvor meget Danmark har udskiftet menneskelig arbejdskraft med maskiner. Lyskrydset har man udskiftet med fløjten og neonvesten. Fejemaskiner har udskiftet kvinden med kosten. Overvågningskameraet har udskiftet manden ved ind- og udgangene.
Bilen hakker og pruster os igennem Downtown Kampala i gråzonen mellem dens 1. og 2. gear. Jeg tænker på, at jeg aldrig ville overleve i denne by. Vi rokker os op ad den danske ambassades stejle bakke, forbi sikkerhedsvagterne.
Sikkerheden i Uganda er både streng og utrolig nem at snyde. Jeg er overbevist om, at jeg kunne smugle hvad som helst ind, og jeg ville stadig gå direkte igennem. Måske er det, fordi jeg er hvid, eller måske er det, fordi de ikke bare bliver betalt nok til at gøre noget ved det. Ligesom ungarbejdere i danske supermarkeder.
Ambassaden er ret grim. Det er helt mærkeligt at se en hvid, dansk mand. Jeg får impulsivt lyst til at råbe "mzungu" ("hvid" på ugandisk) efter ham, som de ugandiske børn råber efter os.
Bussen er fugtig efter at have stået i ambassadens varme gård. Jo længere vi kommer fra ambassaden, jo dårligere bliver vejen. Gennem det åbne vindue strømmer lugten af diesel, støv og afføring flygtigt igennem vores næsebor. Det bliver ikke siddende, for med det samme er bussen videre, et nyt åndedrag er taget, og nye lugte strømmer flygtigt.
En bygningsarbejder står i den tørre flod og vasker sit svedige hoved. Over ham hænger et vandrør, og ud ad en åbning plasker vandet ned i floden. Jeg har aldrig overvejet før, hvor heldige vi i Danmark er geografisk placeret. Vi har vand overalt: i havet, i søerne, i himlen og i undergrunden. Det gælder ikke i Uganda. Uganda ligger midt inde i det østlige Afrika og deler dens eneste vandressource med to andre landegrænser. Resten af befolkningen må leve med "Natural Mineral Water".
Solen er min ven hernede. Solen er genkendelighed, et minde om hvor stor verden er, og hvor lille jeg er. Solen er det, der gav jorden liv, men det er også solen, der nådesløst slår uskyldige mennesker ihjel. Solen er meget ligesom mennesket selv.
Postkort fra Tobias, 2.R
Fredag den niende februar stod vi op klokken 7:05 Sharp ude foran hotellet for at køre i bussen hen til Namboole high School. Vi blev mødt af Bruce og tildelt klasser, hvor vi kunne vælge mellem biologi, entreprenørskab og geografi. Jeg valgte entreprenørskab senior 2 og mødte læreren Daniel. I entreprenørskab lærte jeg om, hvordan et område eller land skal se ud, før det er godt at lave en start op business i. Efter undervisningen tog vi tilbage til hotellet for at spise frokost.
Efter frokost tog vi ud for at male ved NAC’s hovedkontor. Her skulle vi male en solnedgang med maleinstruktøren Tipsy. Han fik os i gennem det, og vi endte alle med at have lavet et fint maleri.
Efter en tur hjemme på hotellet igen tog vi tilbage til NAC’s hovedkontor, hvor de havde forberedt den fedeste fest med en kæmpe scene med livemusik. De havde forberedt et festmåltid med ged, kylling og noget vegetarisk, hvis man er til det. Efter mad stod den på fællessang, hvor vi sang we are the world, og ellers stod den bare på dans. Hvis der er noget, jeg har lært her i Uganda, så er det, at de kan danse til den lyse morgen.
Postkort fra Claus, underviser
Kampala, Kamwanyi, 5. februar, 2024.
Da vi om morgenen ankom til “The Youth CSO Villa” i Kamwanyi, blev vi venligt modtaget af blandt andre Ronah og Rita, som gav os en grundig rundvisning af området. Vi blev først vist rundt i, hvad vi herhjemme nok ville kalde en køkkenhave, men som bestod af afgrøder, der voksede i både jordniveau, i genanvendte plastikbeholdere i flere etager, på stativer langs murene, der omkransede området og over hovedet på os som et grønt tag over halvdelen af haven.
Ronah fortalte nogle af os om en udtalelse fra en ugandisk politiker, og parlamentsmedlem, som mente at fattige ugandere lever i elendighed efter eget valg: ”People in Uganda are broke by choice, the earth is fertile and everyone can grow food if they wanted.” En udtalelse som hun på mange måder var uenig i og mente var dybt nedladende og upassende, men som på en eller anden måde stemte, i hvert fald halvt, overens med hendes og ”Ghetto Go Greens” budskab om, at folk i ghettoer i Kampala bør udnytte deres land og Ugandas frugtbare jord og vejr til at gro mad. Hvilket organisationen beviste også kunne lade sig gøre på ret få kvadratmeter.
Bagefter fik vi en gennemgang af deres workshops, et lille skrædderi, en skomager og steder hvor de arbejdede med både bambus og papmache. Efterfølgende viste hun os deres kontorer, som de delte med andre organisationer, for at kunne betale huslejen og til sidst førte hun os op til bygningens tagterrasse, hvor vi fik hilst på organisationens medarbejdere og blev introduceret til dagens program.
Det første praktiske arbejde bestod I at skære brugte vandbeholdere over i to. Derefter skulle den lerede jord fra haven blandes med en gødet muldjord og fyldes i hver halvdel af de overskårne beholdere, hvori der skulle plantes en, for store dele af Østafrika, meget betydningsfuld afgrøde, som kan modstå både tørke og store mængder nedbør.
En af organisationens medarbejdere fældede et par af havens store sukkerrør og skar dem ud i mindre stykker så alle kunne smage. Rodskuddene blev plantet i jorden igen.
Bagefter blev et par stykker sat til at plukke bønnebælge, der voksede som et grønt soltag, cirka tre meter over haven som blev indsamlet i kurve og sække.
Den næste opgave bestod I at plante små sukkulenter i genanvendte plastikkrus, som blev indsat i havens ”grønne væg”.
Efter en pause i skyggen under et halvtag lavet af fladtrykte plastikflasker, fik vi en guidet tur gennem gaderne i et af Kampalas slumkvarterer. På trods af at gaderne var utroligt mudrede og vrimlede med mennesker og køretøjer, nåede vi dog frem til de steder, vi skulle beskæftige os med den følgende dag. Forbi de mange gadehandlere ved de mudrede veje, som vi får lov at samle affald i morgen og ned til den lille havn ved Victoriasøen.
Da vi kom tilbage, fik vi serveret en stor frokost og fik sluttet dagen med lidt mere praktisk arbejde i deres bambus-workshop, og lidt leg med de lokale børn var der også plads til.
