Om KVUC

Se alle nyheder

”Jeg føler mig velkommen” – Kursist møder folketingspolitiker

Kursist Elayane Cristina Silva Malling går på dansk som andetsprog basis på KVUC, og hun var ikke i tvivl om, at hun gerne ville møde en folketingspolitiker, selvom hun ikke selv er stemmeberettiget.

Folketingspolitiker Rosa Lund og AVU-kursist på KVUC Elayane

I forbindelse med folketingsvalget d. 1. november 2022 havde KVUC i oktober besøg af repræsentanter fra de opstillingsberettigede partier, både til debat i Stjernesalen i Sankt Petri Passage 1 og til valgcafé i foyeren i Vognmagergade 8. Her fik kursister og andre interesserede lejlighed til at tale med politikerne om det, der lå dem på sinde.

Elayane Cristina Silva Malling er halvt brasiliansk og halvt fransk og har boet i Danmark siden 2012. Elayane er endnu ikke dansk statsborger og kan derfor ikke stemme til folketingsvalg, men da hendes lærer fortalte, at det var muligt at møde en folketingspolitiker på KVUC, var hun ikke i tvivl:

”Vi blev meget glade og kunne ikke vente. Vi var meget interesserede i at fortælle, hvad vi synes og hvad vi tænker vi mangler, når vi ikke kommer fra Danmark."

Sammen med en medkursist forberedte hun, hvad hun ville spørge om, og de fandt folketingspolitiker Rosa Lund (Enhedslisten) i foyeren.

”Jeg spurgte først til de hjemløse. Vi havde i undervisningen læst om hjemløse, og vi synes, at der er noget, der mangler. Det er ikke kun danskere, der er hjemløse. Også folk fra andre lande.”

Elayane oplevede, at hun havde en god dialog med Rosa Lund, og at hun fik præsenteret nogle af de emner, der optager hende som indvandrer. At det overhovedet var muligt at blive hørt, var rørende:

”Jeg får en følelse af, at vi er velkomne. Ikke kun mig, men alle kursisterne. Jeg kunne se, at især kvinderne på mit hold var meget interesserede i at tale om deres liv, og hvad de oplever som mennesker, der er kommet til Danmark, men ikke har megen indflydelse. Det er meget vigtigt for os.”

Elayane understreger, hvor vigtigt det er, at man har mulighed for at fortælle beslutningstagerne, hvad der optager en, selvom man ikke har stemmeret: ”Fordi vi bor jo her. Vi betaler skat. Vi har også børn, der går i skole og børnehave. Og så lytter vores mænd til os”, siger hun med et grin.

Jeg føler, at KVUC giver mig en platform. Du møder ikke en politiker hver dag på gaden, i restauranten eller på café. Så det er ligesom at skolen tager os med og siger ’her’, og så får du chancen for at sige, hvad vi tænker og føler og måske påvirke politikerne lidt.

Elayane vil søge dansk statsborgerskab, når det bliver muligt. Så vil hun helt sikkert bruge sin ret til at stemme. ”Jeg kan måske stemme om to-tre år”, afslutter hun.

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb