Om KVUC

Se alle nyheder

Brev fra en nyudklækket student

KVUC’s rektor modtog på dagen for translokationen et brev fra 19-årige Laura. For 2½ år siden gik Laura ud af gymnasiet efter at have kæmpet fagligt og socialt. Men på KVUC fandt hun det undervisningsmiljø, hun havde brug for, og i fredags blev hun student fra HF Enkeltfag med et af de højeste snit på KVUC. Læs brevet fra Laura her.

Billede af Laura til translokationen med sin studenterhue på

Kære Anita

Jeg skriver for at fortælle dig, hvor stor en forskel din skole, miljøet på skolen og dine undervisere har gjort for mig.

Jeg gik ud af gymnasiet i januar 2017, efter at jeg i 1½ år havde haft det dårligt både fagligt og socialt. Jeg skiftede direkte til HF–enkeltfag og fik fornøjelsen af at tage KS-fagpakken. Her oplevede jeg min første faglige optur i meget lang tid, og den optur er fortsat semester efter semester – helt frem til i dag 2½ år efter.

Aldrig har jeg turde drømme om så stort et fagligt udbytte, som jeg har fået her på skolen, for jeg har aldrig tidligere oplevet noget lignende.

Der skal mange fag for at samle en fuld Hf. Og jeg har på hvert eneste fag oplevet at blive undervist af en dygtig lærer. Jeg er gang på gang blevet utrolig glad og imponeret over mine undervisere og den store opgave de løfter ved at hjælpe elever gennem fagene. Den tålmodighed og de store faglige kompetencer, det kræver at få så mange forskellige elever med hver deres forudsætninger igennem fagene er imponerende og fortjener en kæmpe ros. En kæmpe ros direkte til lærerne, men også til arbejdsmiljøet på skolen, som jeg kun kan forestille mig må være ækvivalent med det overskud og den arbejdsglæde, lærerne udstråler i klasselokalet.

Jeg bliver færdig denne sommer. Og det er med blandede følelser. For aldrig har jeg gået på en skole, hvor jeg har lært så meget både indenfor og udenfor klasselokalet. Aldrig har jeg følt mig så tryg og tilpas på skolegange og i klassen. Alle de gode ting har jeg ikke lyst til at forlade. Men samtidig har min skolegang på KVUC nu åbnet for, at jeg nu kan søge ind på mit drømmestudie og starte et nyt uddannelsesforløb op. Det er jeg utrolig lykkelig og taknemmelig over kan lade sig gøre.

I mit næste skoleforløb vil jeg tage meget med mig min tid på skolen. For på KVUC har jeg lært at arbejde selvstændigt og tage ansvar for min egen læring. Jeg har lært at mødes om undervisningen med alle slags mennesker. Lært, hvordan forskelle ikke er en forhindring men en helt ny mulighed for at blive klogere på os selv og hinanden. Og en følelse, der i skrivende stund betyder mest for mig, er, at jeg kan klare det, jeg sætter mig for. At jeg kan lære det, jeg vil, og at jeg ikke er begrænset til bestemte fagområder, som jeg tidligere har følt.

Med alle disse erfaringer i rygsækken føler jeg mig mere end nogensinde klædt på til at starte på en videregående uddannelse med alle de op- og nedture, det måtte bringe. For jeg hviler i, at jeg kan, og at der altid er hjælp at hente.

I samtlige fag på KVUC er jeg blevet undervist af utroligt dygtige og engagerede lærere. Det vil jeg gerne sige tak for.

Mange hilsner Laura Høj

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb