I Oldtidskundskab C lærer du om den græske og romerske oldtid. Hvis faget blev opfundet i dag ville det sikkert snarere hedde Vesteuropæisk kulturforståelse.
Du kommer til at arbejde med nogle af de allermest kendte tekster fra vores fælles kulturarv og sætte dem i sammenhæng med vores egen tid. Du kommer til at læse filosofi (fx Platon), noget drama (tragedie), noget Epos (fx Iliaden eller Odysseen), evt. noget historie (fx Herodot). Derudover skal du se nærmere på et kunstområde, enten arkitektur, skulptur eller maleri.
Oldtidskundskab er et fag som, gennem græsk- og romersk oldtid, meget bredt afspejler vores moderne samfund. Det gælder både fx litteratur, arkitektur, matematik, kunst, kultur og samfundsforhold. Den tekst og kunst du kommer til at beskæftige dig med på faget, vil være noget som vi kender fra eftertiden, og derudover vil teksterne, så vidt muligt, være nyeste oversættelser.