Mød kursisterne og hør deres fortællinger

Jeg kunne sagtens se mig selv fortsætte nogle år endnu med kajakken, men jeg vil også gerne have et andet liv, fordi jeg tror det bliver meget ensformigt, hvis halvdelen af mit liv skal handle om kajak.

Det var med det samme, så blomstrede jeg bare fagligt. Der kom bare lige pludselig et rum til, at man kunne være der. Alt var bare okay, det var ikke nederen at lave lektier og det var ikke nederen at række hånden op.

Hvis viljen er der til noget, og man samtidig gør, hvad man kan – så bliver resultatet også tilfredsstillende

Jeg troede, jeg skulle være sælger, og jeg troede, at jeg skulle tjene millioner på det, men jeg fandt en meget større mening i at hjælpe mennesker frem for at sælge til mennesker.

Her er et mere modent miljø end på et gymnasium, fordi der er så meget aldersforskel. Der er et godt sammenhold, men det handler om meget andet end skolefester og fredagsscafé.

Min fortid har helt sikkert påvirket mig, men jeg har valgt at vende det til noget positivt. I dag er jeg et rigtig godt sted i mit liv, og det var helt sikkert det rigtige valg at starte med at læse igen. Mange succesoplevelser har fulgt mig siden...

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg kunne finde en uddannelse med plads til at gå i skole i mit tempo og på en måde, der passer til mig. Jeg har uanset fag hele tiden været omgivet af kompetente undervisere, som både fagligt og menneskeligt har taget hånd om mig.

Jeg synes, det har været helt perfekt for mig at læse online. Jeg har fundet ud af, at jeg passer godt ind i det system, hvor man selv bestemmer, hvor man vil læse, og hvor meget man vil læse ad gangen.

Jeg vil gerne i gang så hurtigt som muligt med universitetsdelen. Det er selvfølgelig hårdt, men jeg kan finde ud af det, og jeg fortryder ikke min beslutning så meget som et sekund.

Der er aldrig nogen, der direkte har sagt til mig, at jeg er dum, fordi jeg er ordblind. Men jeg kan godt mærke, at den fordom lever. Folk er tit overraskede over, hvordan jeg kan klare mig fagligt, for ’du er jo ordblind’, siger de.

Dét, at blive mor, sætter mange tanker i gang. Blandt andet beslutter jeg mig for, at skabe det hjem for min datter, jeg aldrig selv har haft. Jeg vil gerne være en mor, der kan hjælpe med lektier, også efter 7. og 9. klasse.

Jeg har lært, at det ikke betyder noget, hvilke type menneske du er. Det er altid muligt at finde en vej til at nå dine uddannelsesmål, hvis du selv er med på at gøre, hvad du kan for at nå dem.

Jeg havde bare ikke set det som en mulighed at starte forfra i skolen igen. Både pga. mit anstrengte forhold til skole, og fordi jeg i en lang periode havde prøvet at tjene ret godt og boede et sted, hvor det ikke ville kunne lade sig gøre kun at være på SU.

Det kan stadig være svært, og ja, der er stadig nogle sociale tools, jeg ikke kan finde ud af. Men jeg føler, at jeg kan snakke med folk, og at de nyder at være sammen med mig. Jeg har fået venner og kan vedligeholde venskaber.

Jeg følte, det var et kæmpetabu: At jeg sad der i en alder af 27 år og skulle tage 9. klasse. Jeg tænkte ’hold kæft mand, en taber jeg er’. Men jeg holdt fast...

Jeg er blevet mere moden nu – og nu ved jeg, hvad jeg stræber efter. Og så har jeg fundet ud af, at det er vigtigt for mig at beskæftige mig med noget, der rent faktisk interesserer mig – noget der gør mig glad.

Jeg har også selv mødt mange - både på sprogskolen og da jeg tog 9.-10. klasse og HF - som er ligeglade med skolen og synes, det er spild af tid. Men man bliver nødt til at arbejde hårdt, for man får ikke muligheden igen.

Jeg kan studere og skrive opgaver, når det passer mig, og der er ingen lærere, der er forudindtagede og har puttet kursisterne i en kasse som ’den irriterende dreng eller den flittige pige i klassen’.

Det dér med at beslutte sig for, hvad for et job man vil have, er dumt. Du kan vælge en retning, men at planlægge dit liv ti år ud i fremtiden er umuligt. Livet er som at rejse ned ad en flod i en kano.

Nu var tiden kommet til, at jeg ville gøre noget for mig selv, som jeg forhåbentlig også kunne leve af. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg skulle i gang med noget med mad. Jeg har altid elsket at lave mad og at invitere folk på lækker mad.

Jeg er ikke færdig med at lære og udvikle mig. For mig er det overhovedet ikke tabubelagt at gå i gang med en ny uddannelse. Det er ikke for sent. Nogensinde.

Det har været ekstremt vigtigt, at jeg har haft en mentor på KVUC, som jeg kunne ringe til. Hun kender mig og ved, at jeg godt kan, men at jeg nogle gange bare lige skal have lidt ekstra tid, når presset bliver for stort.

Jeg var skoletræt og vidste ikke, hvad jeg ville være. Så jeg tog et erhvervskørekort og begyndte at køre taxa. Det var hele tiden meningen, at jeg ville have en uddannelse lige om lidt, men den ene dag tog den anden.

Nu har jeg endelig fået den der hue, som mine forældre og mine søstre troede, jeg aldrig ville få. Jeg sagde til dem, at for ti år siden, så troede jeg aldrig, det kunne lade sig gøre for mig.

Jeg er jo kun 20 år gammel, men jeg tror, du lærer rigtig meget som elitesportsudøver. Basket er min første prioritet. Men for at jeg ikke bliver træt af det, så er det vigtigt med tid til venner og lektier.

Det er en form for backup. Man ved aldrig, hvad der kan ske i den her verden. Man behøver jo ikke engang selv at opføre sig dumt. Det kan være en anden, der laver fejlen, så det går ud over dig. Der skal ikke så meget til, før det smuldrer herinde.

Jeg har fået meget af min personlighed fra KVUC. Det kan lyde lidt plat, men for mig, så havde jeg ikke et stabilt fundament derhjemme. På KVUC lærte jeg, at man skal være sig selv, og at man ikke skal være bange.

Hvis jeg har et problem – fx at jeg kæmper med at komme op om morgenen – betyder det jo ikke, at jeg ikke skal gøre noget ved det, bare fordi jeg har en diagnose. Man må jo forbedre sig selv uanset hvad.