Se alle kursistfortællinger

Amanda beviser, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse

19. maj 2026 | Af Nanna Bøge Munkholm 

Efter mange år på arbejdsmarkedet befandt Amanda sig pludseligt i en situation, hvor hun mærkede sårbarheden ved ikke at have en uddannelse at falde tilbage på. Straks bookede Amanda en karrierevejledningssamtale, og det blev starten på hendes nye uddannelsesrejse. I dag læser hun socialrådgiverfagene på HF Profession på KVUC, som gør hende klar til at kunne søge ind på socialrådgiveruddannelsen på bare ét år.

Gymnasiet er ikke altid pisse grineren

Amanda har altid været god til at gå i skole – i hvert fald når hun gjorde sig umage og ikke lod sig distrahere af kedsomheden. Derfor fulgte hun også den lige vej og startede på gymnasiet efter folkeskolen. Der gik dog ikke længe, før hun opdagede, at gymnasietiden ikke altid var så pisse grineren, som alle ellers sagde. Hun mærkede et stort pres, fordi hun ikke kunne leve op til den forestilling. Amanda fik sværere ved at dukke op til undervisningen, og halvvejs gennem 2.g måtte hun erkende, at det var bedre for hende at droppe ud.

Så lå jeg i min seng i en måned og havde det rigtig skidt. Og så tænkte jeg, at nu må jeg få et arbejde.

Hurtigt gik det op for Amanda, at praktisk arbejde er noget, hun er god til. Hun er handlekraftig og trives med at være til stede i et rum sammen med andre mennesker. Det ene job afløste det andet, og efter nogle år fandt hun sin hylde som samtalerådgiver i en virksomhed, der arbejder med kvinders seksuelle sundhed. Amanda tænker tilbage på de år som en sjov tid, hvor hun fik lov til at gå, hvor vinden blæste. Det var sjovt – lige indtil det ikke var det længere.

Vejen til socialrådgiver

Ti år, utallige jobs og brancher senere begyndte Amanda at savne mere stabilitet og tryghed i sit arbejdsliv: ”Når en arbejdsgiver tager en ny beslutning, er det mig, der står for skud. Jeg har ikke noget sikkerhedsnet eller en fast løn. Jeg har heller ikke de samme rettigheder som ufaglært,” fortæller hun.

Derfor bookede hun en gratis karrierevejledningssamtale gennem sin fagforening. Her fortalte Amanda om sin interesse for mennesker og sin glæde ved at arbejde med sårbare samtaleemner. Karrierevejlederen præsenterede socialrådgiveruddannelsen som en oplagt mulighed for Amanda.

Det var en åbenbaring for hende, at netop den uddannelse kunne rumme alt det, hun godt kunne lide ved sit arbejde, samtidig med at den kunne give hende teoretiske færdigheder og juridisk viden til at understøtte arbejdet: ”Jeg tror, det hjalp, at en, der vidste så meget om uddannelser, kunne fortælle mig, hvad det virkelig gik ud på. Jeg har måske tænkt det lidt firkantet – at en socialrådgiver udelukkende sidder i kommunen. Men man kan jo gøre meget mere med det”, fortæller Amanda.

Sammen med en studievejleder fandt hun frem til, at hun med HF Profession på KVUC på kun ét år kunne kvalificere sig til at søge ind på socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

På KVUC tager Amanda kontrollen tilbage

Amanda startede på KVUC – og det har hun ikke fortrudt. Tværtimod føles det for hende, som om hun har taget kontrollen over sit liv tilbage. Tidligere dækkede hun over sin frygt for ikke at kunne gennemføre en uddannelse ved at fortælle sig selv, at 'det ikke var noget for hende'. I dag har hun modbevist den forestilling.

Selvom Amanda har været tynget af stress og angst gennem sin tid på KVUC, oplever hun, at de psykiske udfordringer i dag er nemmere at håndtere, end dengang hun gik i gymnasiet. Det hænger både sammen med den forståelse og tålmodighed, hun møder hos sine undervisere, og med, at hun i dag har udviklet et tydeligere sprog for sine udfordringer.

Jeg er blevet overrasket over, hvor dygtige lærerne er til at samarbejde med kursisterne. Der er virkelig tænkt på, at alle skal kunne være med på tværs af alder, fagligt niveau og engagement.

Samtidig mærker Amanda ikke det store sociale pres, der særligt tyngede hende i gymnasietiden.

Det behøver ikke kræve mere af en socialt, end man kan overskue, men hvis man gerne vil det, er der rig mulighed for det. Det synes jeg er virkelig rart, og alle respekterer det.

På KVUC oplever Amanda, at der er mange muligheder for at strukturere sin egen hverdag, og at underviserne har en reel interesse i, at kursisterne lykkes. Som Amanda selv siger: ”It’s gonna be fine.”

Ambitionen om at gøre en forskel

Om sin arbejdsmæssige drivkraft fortæller Amanda: ”Helt generelt synes jeg, at der er for lidt forskning i kvinders sundhed. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at løfte kvinders rettigheder og vilkår.”

Det er en interesse, der handler om at give kvinder mere styrke og bedre muligheder i livet, end de måske oprindeligt er blevet givet. Drømmen er, at den interesse kan bane vej for hendes kommende arbejdsliv.

Inden længe afslutter Amanda socialrådgiverfagene på HF Profession. Næste skridt på vejen er socialrådgiveruddannelsen. I fremtiden forestiller Amanda sig at vende tilbage til en hverdag som samtalerådgiver i en NGO – denne gang med en uddannelse, der kan supplere hendes kompetencer.

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb