Om KVUC

Se alle nyheder

Læseugen skabte rum til fordybelse og læseglæde

I anledning af Læseugen satte KVUC igen i år litteraturen i centrum og hyldede læseglæde og fordybelse. Programmet samlede kursister til interessante oplæg med aktuelle digtere og forfattere. Det gav også mulighed for, at deltagerne selv kunne hylde og inspirere hinanden med deres yndlingslitteratur og egne tekster.

Det kan være svært at finde plads til fordybelse i en tid, hvor der konstant konkurreres om ens opmærksomhed. Men i uge 12 kunne kursister på KVUC dykke ned i litteraturens verden.

Læseugen startede med velkomst af rektor på KVUC, Anita Lindquist Henriksen. Her satte hun ord på, hvordan litteratur og historier både kan inspirere, hele og udfordre os og samtidig åbne helt nye verdener.

Hvorfor er der ingen digte, der handler om mit liv?

Den fyldte studiesal summede af både undren og grin, da forfatter og digter, Caspar Eric, holdte et tankevækkende oplæg om at leve med et handicap i Danmark. Sidste år udgav han digtsamlingen ’Nye Balancer’, der skildrer både sårbare og samfundskritiske perspektiver fra hans liv med cerebral parese. Caspar Eric delte i oplægget sin frustration over den manglende repræsentation af personer med handicap og minoritetsgrupper i litteraturen.



Forfatter og tidligere kursist, Amina Elmi, deltog i en litterær samtale, der tog udgangspunkt i hendes anmelderroste debutværk ’Barbar [Tavshedens Objekt]’ fra 2023. Interviewet bestod af spørgsmål fra kursister, som handlede om alt fra hendes somaliske baggrund og opvækst her i Danmark til litterære inspirationskilder. Amina Elmi pointerede blandt andet, at det er vigtigt, at vi i Danmark skaber litteratur, hvor der er plads til mange forskellige stemmer og sandheder.

Plads til sårbarhed og mangfoldighed

Endeligt satte kursisterne selv dagsordenen ved arrangementet ’Spoken Word-Open mic’, hvor oplæsning af både egne og andres værker fik alle i Studiesalen til at holde vejret.

De fremførte digte kastede lys over både lette og tunge emner som bl.a. kærlighed, krig og tab. Her blev det tydeligt, at kursisterne rummer mange forskellige fortællinger, der tager afsæt i både alder, kultur og baggrund.

Inspiration til den næste bog

Igen i år var der spændende bogpræmier på højkant i Læseugen. For at deltage skulle kursisterne læse eller lytte til bøger på forskellige måder – for eksempel læse derhjemme eller læse et kapitel af en fagbog. Var man i tvivl om, hvilken bog, man skulle begynde at læse, var der masser af inspiration at hente på KVUC. Der var nemlig sat en stor tavle op, hvor mange kursister og medarbejder skrev deres yndlingsbøger på. For nogle var det nok svær at vælge.

God læselyst til alle!

Vælg den uddannelse, du er i gang med at tilmelde dig.

Tilmelding til HF, AVU og FVU
HF - Gymnasial uddannelse
AVU - 9. og 10. klasse for voksne
FVU - Læse, skrive og regne
Tilmelding til GS
GSK - Gymnasiale suppleringskurser
SOF - Supplerende overbygningsforløb